Havørreder på Lolland/Falster i uge 7
Efter at have sat familien af ved togestationen, så gik turen til Falster for at finde nogle havørreder. Jeg synes egentlig at forholdene havde været ok. Det havde blæst en del, men temperaturen havde ikke været katastrofal lav, så det burde være muligt at finde fisk i det ferske vand ved øen.
Fiskeriet efter sølvtøjet
Vinden havde lavet mere ramasjang i vandet end beregnet. Det var perfekt til fiskeriet, men ikke til at filme i. Sigtbarheden var på et par meter, hvilket er fint til at fiske efter havørrederne, men man kan godt droppe kameraet.
De første par dage gik med at køre rundt på Lolland og Falster udelukkende for at fange en havørred. Det lykkes også at ramme et par fisk, men jeg fandt aldrig en af de stimer, som de kan svømme rundt i her om vinteren.
Den vi ikke snakker om…
Vinden! Efter de første par dage, så havde vinden sluppet sit greb i bølgerne, og vandet begyndte at klare op igen. Det gav straks flere kystpladser at fiske på, og nogle af de sædvanlige vinter/sommer pladser blev afprøvet. Det gav en enkelt hidsigprop på 46 cm og et par fine kontakter, men jeg manglede stadig at finde et sted at filme.
Feriens sidste dag.
Denne dag blev udelukkende brugt på at finde filmbart vand med forhåbentlig et par havørreder. Jeg startede på en af de sædvanlige pladser. Vandkvaliteten burde være blevet filmbart her, og jeg havde tidligere i ferien haft kontakt her. Men som så mange gange før, så synes jeg ikke vejrudsigtens vindforudsigelse stemmer helt overens med virkeligheden. Vandstanden og vandkvaliteten blæste ikke i min retning. Videre til næste plads. Her havde jeg aldrig været, og alt så perfekt ud – men ingen fisk. Så meget for det perfekte udseende, når der ikke kommer noget ud af det! Videre til en næste plads. Her havde jeg fået fisk sidste vinter, og vinden lå perfekt her. Pladsen blev som de to foregående gennemfisket med spinnestangen. Intet – Ahhhh!!! Desperat og med et vist tidspres, så tog jeg chancen på en plads, som gav et par fisk for ca. 5 år siden. Har besøgt pladsen nogle gange siden, men uden resultat. Uden de store forventninger gik jeg ud mod pladsen. Jeg havde ikke taget kameraudstyret med, da jeg ikke havde den voldsomme tro på at der var fisk på pladsen. 15 minutters rask trav og så i gang med at fiske. 5 kast og fisk – ca 38 cm og retur med den. Hmmm skulle jeg have haft kameraet med…? 50 meter længere nede af kysten var der fisk igen – ca 43 cm og retur med den. Fiskede hurtigt de sidste 150 meter uden kontakt. Hvad gør man så? To timer til solnedgang, dvs. 1 time til filmestop. En hurtig beslutning og et rask trav mod bilen, og så tilbage med kameraudstyret. Jeg nåede at filme i ca 30 minutter inden det blev for mørkt – men hvilket resultat!
Spydro og min bedste film til dato.
Da jeg kom hjem og så resultatet af mine anstrengelser, så var glæden stor. Jeg har købt et kamera fra Spydro, som har et par forskellige optagelsesmuligheder. Jeg har forsøgt tidligere i år at filme på en stime fisk med funktionen 1080p og 30 fps. Det giver nogle flotte billeder, men når det går stærkt, så er slowmotion en lækker detalje. Det bliver ikke så godt, når man filmer i 30 fps. Så har kameraet også en anden mulighed: 720p og 60 fps. Her er kvaliteten af billederne lidt dårligere, men der er til gengæld 60 billeder pr. sekund, hvilket giver mulighed for at lave noget slowmotion i en god og flydende kvalitet. De tre film fra dagens optagelser er de bedste, som jeg har lavet til dato.
Hej
Fantastiske gode optagelser 🙂 Meget betagende at se de store stimer som ser ud til at være på op mod 100 ørreder! Utroligt. Da du fik disse optagelser så du så intet som helst aktivitet i øvrigt, dvs du havde ingen fornemmelse af at der var så mange fisk under overfladen?
Har du ingen optagelser fra 2020…
Men godt gået med de flotte optagelser 🙂
Tak skal du have.
Jeg har ikke været så meget aktiv på denne side, da jeg har haft travlt bl.a. med at lave en ny opsætning til et nyt kamera.
Jeg så ingenting, hvilket jeg sjældent gør i forbindelse med mine optagelser. Ofte sætter jeg først kameraet i vandet, når jeg har haft kontakt til havørreder.
Der kommer et par optagelser på Youtube kanalen i den kommende tid. De ligger i råfilm og skal lige redigeres.