Er fangsterne udeblevet, så ring til en ven!
Jeg har haft et miserabelt forår, hvad fangster angår. Mange nulture og enkelte undermålere. Når man er i knæ, så er det godt, hvis man kan få hjælp af en god ven. I mit tilfælde er det Rasmus Wølck. Han er én af de dygtigste lystfiskere, jeg kender. Han er ihærdig og meget alsidig i sit fiskeri. Han fisker gedder i Silkeborgsøerne, pighvar på vestkysten, havørreder i Karup å, havørreder på kysten og er derudover en blændende fluebinder.
Vi havde sat hinanden stævne kl 4.00 ved en parkeringsplads i Silkeborg City – og så mod Mariager. Jeg havde udset mig en ny plads, som skulle gennemfiskes. Der skulle vandres en del for at komme dertil, men hvad gør det, hvis man tror på, at stedet indeholder havørreder.
Klassisk Bombarda og flue vs. Stripperen.
Vi havde snakket lidt om agnvalg, og det er sjældent nogen fordel at fiske med samme agn til at starte med, hvis formålet er at finde fiskene. Så jeg lagde ud med klassisk bombarda og brenda/pattegrisen og Rasmus valgte Stripperen i 15 gram. Som det er sket så ofte før, ja så er det Rasmus, som først havde kontakt – og igen – og igen, dog uden at de blev siddende. Hmmm fluerne blev skiftet – ingenting – skiftet igen – ingenting. Da variationen af fluerne i vandet gav det sammen resultat, så skiftede jeg til blink! Naturligvis ikke til Stripperen, for den havde Rasmus jo valgt, og da fiskene ikke blev siddende, ja så prøvede jeg noget andet. Først en stor hvid gennemløber – ingenting. Så en gennemløber i naturlige farver, og så havde jeg endelig en fisk, som viste interesse. Men én fisk, der følger blinket i Mariager Fjord, er vel nærmest som en nultur, så der måtte noget nyt til. En lille hvid gennemløber, og så var der fisk. Den var godt nok lille, men den huggede.
I mellemtiden var Rasmus gået tilbage til der, hvor han havde de første kontakter, mens jeg fortsatte ned ad kysten. Jeg sendte et billede af fisken til Rasmus, så han var opdateret på, at her var der fisk. Længere nede af kysten fik jeg et godt hug. Endelig god flex på klingen! Jeg stod på lavt vand ca 50 meter fra kysten og fiskede nærmest hele vejen rundt om mig. Fisken huggede på det helt lave vand imod bredden. Den sprang 3 gange ud af vandet med det samme, og det var tydeligt, at det var en fin fisk. Efter en god omgang med line ind og ud af hjulet, så kunne jeg lande en dejlig havørred på 60 cm og 2,42 kg.
Erfaring på kysten er vejen til succes
Endnu et billede blev sendt til Rasmus, og han droppede sit fiskeri på den første plads og gik ned imod mig for at se fisken. Undervejs skulle han lige affiske et lille område, som så fedt ud. Efter flere års kystfiskeri, så kan erfaringen og intuitionen fortælle én, at her brude der være fisk – og det var der. De var ikke store, men der var mange. Vi affiskede pladsen sammen et par gange, inden vi besluttede os for at køre mod nyt vand.
Bramslev Bakker – en af de smukkeste pladser i Mariager Fjord
Jeg elsker at fiske ved Bramslev Bakker. Ikke fordi der nødvendigvis er mange fisk, men der er utroligt smukt. Her skulle der afprøves en – for os begge – ny fisketeknik. Rasmus startede. Jeg synes selv, at jeg var kommet med kloge råd og kompetent vejledning, men efter et kvarter, så kom han frustreret tilbage: ”Det funger af h. til!”. Så sad vi lidt og snakkede om fiskeriet, hvorefter jeg lånte Rasmus’ fiskestang og gik ud i vandet, og fangede en lille havørred! ”Hvor svært kan det være…?”. Lidt overlegen og smart har man vel lov at være, når nu Rasmus antalmæssigt fuldstændigt havde udfisket mig hele dagen. Den nye teknik blev flittigt afprøvet henover den næste times tid, inden vi kørte hjem. Teknikken gav masser af kontakt, men meget lidt på land.
Et par dage senere filmede jeg på den plads, hvor Rasmus havde haft kontakt til mange fisk. To kameraer i vandet i ca. to timer gav disse film:
Seneste kommentarer