Havørredfiskeri på Mols 10. august 2017
Efter en forrygende sommerferie på Lolland og Falster med flere vilde sommerørreder på krogen, så var hverdagen hjemme i Jylland i gang. Dermed var fiskehabitatet også flyttet, og da en fridag endelig bød sig, ja så var Djursland et oplagt mål for at finde en havørred.
Fornæs
Jeg havde haft den fornøjelse at være afsted i starten af august til Norddjursland. Her startede jeg ved Gjerrild og derefter til Sangstrup. Her var der ingen fisk, som viste interesse for hverken kameraet eller agnen. Så kørte jeg til Fornæs og her fangede jeg en lille havørred på 41,5 cm. Det mest bemærkelsesværdige ved denne fangst var, at alle tre kroge fra trekrogen sad lige bagved gællerne på yderside af fisken. Jeg forsøgte, at få krogen ud uden at skade fisken, men det var umuligt. Fisken måtte aflives, og da jeg endelig havde fået opereret krogen ud af fisken, så var bugen åben helt ind til indvoldene. Det har jeg aldrig prøvet før! Kort efter kørte jeg hjem. Fiskene kan ikke holde sig længe i sommervarmen, og min køletaske var gået i stykker.
Denne dag startede jeg så ved Fornæs i håb om, at der var lidt fisk. Trekrogen var skiftet ud med en enkeltkrog, så fiskene forhåbentligt ikke skulle lide overlast ved en eventuel krogning. Men der var ingen fisk at komme efter.
Knebel vig
Ind i mellem kan et radikalt pladsskifte være løsningen. Det er nu egentlig sjældent, at jeg vælger at køre så langt for at skifte fiskeplads, men i dag havde jeg en fornemmelse, at fiskene kunne findes der. Efter 45 minutter i bilen blev grejet endnu en gang pakket ud. Denne dag var det meget lavvandet. Ikke noget man kunne se på DMIs vandstandsside, men det er vist heller ikke altid, at det stemmer helt overens med virkeligheden. Agnen røg i vandet, og forventningerne var som altid i top – men ingenting. Efter ca 15 minutter uden tegn på liv, så besluttede jeg mig for at udnytte det lave vand til at udforske fiskeforholdene derude, hvor man normalt ikke vil gå. Det kan give en anden indsigt i, hvordan fiskepladsen ser ud, og hvor fiskene kan befinde sig. Så jeg gik ud til navlen og gik stille rundt i det område, hvor jeg plejer at fiske. Ganske fornuftig teknik, hvis man ikke har båd, undervandskamera eller dykker.
Nyt sted
Jeg havde egentlig en fornemmelse af, at fiskene ikke gemte sig på min plads i viggen, så efter en god time på pladsen, så kørte jeg igen. Denne gang til et område, som jeg ikke har fisket på i et par år. Parkeringsforholdene er, som det efterhånden er ved mange af fiskepladserne, elendige. Én bil kan der fint være, men så er der heller ikke meget mere at give af. Ingen biler i dag og det skulle vise sig at være mit held. Vel ankommet til pladsen, som DMI i øvrigt havde lovet en frisk modvind, men jeg blev mødt af små bølger og en let vind fra venstre. Perfekt til fluestangen, men den lå i bilen…
Havørreder der følger blinket i overfladen.
Der var meget strengetang (chorda filum), hvilket kan gøre fiskeriet noget besværligt. Her hjælper en enkeltkrog en del, men det er stadig p…. irriterende. Ved hurtig indspinning i overfladen kan man slippe for det meste af disse lange tynde tangplanter. Fisk var der på pladsen. Både små hornfisk og havørreder. Når jeg oplever, at der er havørreder i området, så skal der umiddelbart meget til, for at jeg kører igen. Lige som denne gang, jeg skulle bare lidt længere ned af kysten for at få havørrederne til at blive siddende. 2 stk. blev det til på 4 timer. Én på ca. 45 cm og én på ca. 50 cm. Den sidste fangede jeg på fluestangen, efter at fiskene ikke viste interesse for blinket længere.
Billederne fra filmen:
Filmen fra fisketuren:
Seneste kommentarer